Etisk dannelse – en mangelvare?
Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen
Det er desværre kun yderst sjældent, at vi skolen begunstiges med forskning, som er relevant for praksis. Af samme grund har man ikke sjældent stået derude og savnet ’70-erne, hvor Else Hammerich med sin bog ”Rapport fra et skoleår” havde gjort, hvad der er brug for – nemlig at forskerne gør sig den ulejlighed at drage ud i felten for at observere, hvad der rent faktisk sker i relation til det emne, der måtte optage dem, for derefter at analysere deres emperi – ikke kun i lyset af deres egen faglighed men i lige så stor udstrækning i relation til den didaktiske tænkning, der knytter sig til den institution, hvori observationerne er gjort.
Gennem det seneste års tid synes disse vinde imidlertid at være begyndt at blæse igen. Således udkom Unge Pædagoger i 2018 med et temanummer om radikalisering og demokratisk dannelse, hvor lektor Lene Kofoed Rasmussen fra professionshøjskolen Absalon berettede om sine og andres observationer af dette emne over en længere periode, og næsten samtidig lancerede lektor Peter Green Sørensen fra professionshøjskolen Metropol sin rapport fra et treårigt udviklingsprojekt om bevægelse i religionsundervisningen initieret af en række folkekirkelige skoletjenester.
Nyligt har et forskerhold med filosof Merete Wiberg fra Aarhus Universitet i spidsen så publiceret deres rapport fra et pilotprojekt om dannelse til etisk myndighed i den danske folkeskole. I alle tre tilfælde er der tale om forprojekter til egentlige forskningsprojekter men fælles for dem er, at forskerne har været ud i virkeligheden for at hente data som grundlag for deres refleksioner og anbefalinger. Kun på den måde kan der bygges bro mellem teori og praksis til gavn for udvikling af den gode undervisning.
Ikke mindst i relation til dette sidste pilotprojekt burde alarmklokkerne begynde at ringe såvel på landets læreruddannelsesteder som i de kommunale skoleforvaltninger. Der er således brug for en langt grundigere uddannelse i de etiske aspekter ved skolens samlede virke og i undervisning herom inden for de enkelte fag. Og for de lærere, der allerede er færdiguddannede er der behov for en efteruddannelsesindsats.
For godt nok dokumenterer rapporten, at skolen i stor stil og på forskellig vis bidrager til elevenes etiske dannelse og at denne efter alt at dømme er i god overensstemmelse med de kulturelle koder, der præger samfundet, men den afslører også at den påvirkning af eleverne, som nødvendigvis pågår, isoleret set er uden mål og med – dette først og fremmest fordi lærerne i deres daglige arbejde med planlægning af undervisning ikke benytter sig at et egentligt fagsprog, hvilket igen bevirker, at de tilsyneladende er sig meget lidt bevidste om, hvad de egentlig har gang i, når de agerer etisk i omgangen med eleverne, og når de i fagene inddrage etiske aspekter i selve undervisningen. Lærerne havde med andre ord kun yderst sjældent klart formulerede tanker om, hvordan man fremmer etisk myndighed, som det hedder i rapporten. Dette bl.a. fordi, de etiske aspekter slet ikke medtænkes eksplicit – hverken i relation til lærerrollen eller når undervisningen planlægges. Og det er selvsagt et didaktiske problem – både fordi skolen er en normativ institution, der vil eleverne noget bestemt og fordi det etiske aspekt er centralt i udviklingen af den demokratiske handlekompetence og i holdningen til diverse faglige problemstillinger. Men hvis end ikke lærerne besidder en formuleret forståelse af, hvad etik overhovedet er eller skal gøre godt for, er det ikke let. Det er, skriver forskerne, som om lærerne alene opererer med etikken som en uomgængelig bieffekt ved deres virke.
Selv anfører flere af de interviewede lærere, at de er meget opmærksomme på, at etikken ikke er noget, der skal påtvinges eleverne men snarere noget, de skal vokse ind i ved at indirekte at lære fællesskabets spilleregler og normer at kende.
Og her er vi måske tæt på sagens kerne if. til forskernes påpegning af lærernes svage opmærksomhed på etikken. Den er nemlig i høj grad indbegrebet af en kulturel norm, hvor vi er blevet blufærdige if. til at sætte ord på det gode, som etik jo handler om. En pointe som også er samlet op af den franske filosof Alain Badiou, der i sin bog ”Det sande liv” fra 2016 opfordrede ungdommen til at gøre oprør mod de voksnes evindelige fravær af mod til at stå ved og formulere sig om de positive sider ved tilværelsen. Men da kulturelle normer aldrig etablerer sig ’over night’ er dette noget, der ikke overraskende har stået på gennem mange år, hvorfor det heller ikke sådan lige står til at ændre.
En af de første gange denne norm gjorde sig gældende i skoleregi, var da det såkaldte ”Heinesen-udvalg” til forberedelse af nyt formål med skolen tilbage i 1971 skrev følgende til ministeren:
”Vi lever i et kulturmønster, hvor der er store forskelle i opfattelsen af værdinormer på væsentlige områder. I samme grad som vi må give op over for at formulere et livssyn, som ville blive følt som generelt forpligtende, i samme grad vanskeliggøres formuleringen af skolens opgave i relation til den enkelte.”
Her er den nævnte blufærdighed forsøgt fremstillet som statslig anstændighed if. til den enkelte elevs integritet som selvstændigt individ, og indstillingen affødte efterfølgende den mindst værdibaserede formålsformulering i den danske skoles historie. Siden og i forlængelse af Berlinmurens fald i ’89 samt etikkens medfølgende dominans i ’90-erne blev såvel kulturen som naturen tilføjet som værdier i skolens formålsparagraf, og etikken blev tillige ekspliciteret i stort set alle fagbeskrivelserne under den revision, som pågik i forlængelse af ’93-loven, men det er desværre, hvis rapporten om etisk dannelse står til troende, endnu ikke slået igennem i undervisningen, hvorfor det kun kan gå for langsomt med at få finansieret det forskningsprojekt, som pilotprojektet lægger op til.
