Skolen som anti-radikaliserings-anstalt?
Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen
Kan skolens undervisning sådan uden videre spændes for en anti-radikaliserings-vogn? Læser man i regeringens handleplan til forebyggelse af radikalisering fra 2016 men opdateret primo 2019, kunne det godt se sådan ud. Heraf fremgår det nemlig, at forebyggelse af radikalisering er et højt prioriteret fokusområde for regeringen, og at det er tiltænkt skolen at skulle sætte ind med en systematisk indsats for at opbygge eleveres modstandskraft over for ekstremistisk propaganda og manipulation.
Med sidste del af sætningen synes filmen at være knækket for regeringen, da den jo på det nærmeste lyder lige så propagandistisk, som det, den udsiger, at ville bekæmpe. Eller mere indirekte formuleret: ”Der er nogen, der tænker anderledes end os, og de er dumme.”
Siden 1975 har skolen i overvejende grad haft et politisk dannelsesideal gående ud på at bidrage til formningen af demokratisk sindede borger. Dette fundament under og sigte med skolens virke baserer sig på oplysningens tanke om i fællesskab at balancerer de forskellige brudflader mellem frihed og lighed i mindelige løsninger. Aktuelt udmønter det sig her til lands i det repræsentative demokrati, hvilket indbefatter en udstrakt grad af pluralitet i synspunkter. Men det betyder ikke, sådan som nogle ellers ynder at hævde i debatten, at man kan sige og gøre, hvad man lyster.
Den udstrakte variationsbredde i principperne for ens adfærd modsvares af et lovkompleks, der har til opgave at sikre den enkelte borger mod overgreb samt at håndhæve den offentlige orden, således at fællesskabet kan fungere til alles bedste. Der er med andre ord tale om en frihed med begrænsninger.
Hvori disse begrænsninger består, er foranderligt, fordi de ændrer sig i takt med såvel den teknologiske som samfundsmæssige og kulturelle udvikling. Men klart er det, at de eksisterer og derfor løbende angiver rammene for den politiske dannelse, som skolen skal bidrage til. Som sådan er skolen på indirekte vis en anti-radikaliserings-anstalt, fordi dens opgave er at fremme elevernes positive holdning til og deltagelse i det repræsentative demokrati på dettes præmisser. At det er antiradikalisering forudsætter dog, at der ved radikalisering forstås at overskride begrænsningerne i det repræsentative demokrati, da de to størrelser i givet fald ikke er forenelige.
Nyligt har et forskerhold med lektor ph.d. Lene Kofoed Rasmussen fra Professionshøjskolen Absalon i spidsen under et pilotprojekt med observation af undervisning i folkeskolen peget på en række problemer i relation til skolens arbejde med den demokratiske dannelse af eleverne.
Værst af alt skriver Lene Kofoed Rasmussen selv i en artikel om projektet i Unge Pædagoger 3/2018, at hun over en 3-4 måneders periode i en 7. klasse kun observerede meget få eksempler på situationer, hvor eleverne blev animeret til at indgå i dialog med hinanden om faglige spørgsmål. Arbejdet var i høj grad præget af opgaveinstruktion fra lærerens side og med efterfølgende opklarende spørgsmål fra forskellige elever. Men altså meget lidt interaktion eleverne imellem om faglige udfordringer, tolkninger heraf og meningsudvekslinger herom. Alt for megen undervisning foregik derimod på elektroniske platforme med forhåndsstillede spørgsmål og uden opsamling og debat om svarene i fællesskab på klassen.
Forklaringerne herpå kan være mange: den læringsmålstyrede undervisning, der klart har gjort undervisningen mere smalsporet; regeringens og kommunernes markante fokus på den digitale folkeskole og Lov 409, som minimerede lærernes tid til forberedelse osv. Men ingen af disse forklaringer holder som undskyldninger for inden for de givne rammer ikke at arbejde bevidst og målrettet frem mod en demokratisk dannelse af eleverne.
Handleplan eller ej, synes dette studie i høj grad at pege på behovet for yderligere afdækning af den praktiske virkelighed på dette område og en kursændring, hvis observationerne skulle vise sig at være repræsentative og udtryk for en norm i undervisningen. Hvis ikke kan Lov 409 vise sig at blive meget dyr på sigt, selv om man på den korte bane har sparet lidt håndører.
