Folkeskoleidealet og religions- undervisningen

Af John Rydahl. Formand for Religionslærerforeningen

Tilbage i oktober sidste år vedtog lærerforeningens kongres efter tre års forarbejde med stort flertal det annoncerede folkeskoleideal i ti punkter. Langt hen ad vejen er idealet sympatisk, da det tegner et billede af folkeskolen, som intentionerne i hovedtræk synes at være i selve skoleloven og i den tradition, der har domineret skolen siden den demokratiske dannelse og respekten for den enkelte elev på formelt plan slog igennem midt i '70-erne. På den baggrund kan man selvfølgelig spørge om idealet ikke blot render åbne døre ind. Det gør det til dels, men det præciserer også forskellige pointer, som ligger i skolens indre logik, men som hyppigt skævvrides i debatten om skolen - først og fremmest det forhold, at faglighed og dannelse ikke er hinandens modsætninger, men derimod i skolen hinandens forudsætninger, fordi logikken er, at eleverne i skolen primært dannes mod intentionerne i skolens formål gennem undervisning i de fag, der har fundet plads i skolens fagrække (jf. det ideal nr. 1). Den pointe kan ikke slås tydeligt nok fast.

Derudover kan der med jævne mellemrum - ikke mindst i betrængte tider som de aktuelle, hvor vi er uden overenskomst og arbejder under lov - være brug for en slags selvbesindelse på de store visioner, som måske kan samle og give gejst. Det oplevede vi også i sidste runde af lignende karakter, hvor lektor Jørgen Husted havde bistået lærerforeningen med udarbejdelse af et professionsideal og efterfølgende rejste landet tyndt for at indgyde lærere gejst if. lærergerningens vigtighed og til at fortsætte med at praktisere god lærer. Det virkede - i hvert fald for en stund. Nu er baren så hævet en tak, fordi det med det nye ideal ikke kun handler om professionen men om hele skolen, hvilket i højere grad er en politisk sag til fælles drøftelse i samfundet som helhed. Og her er teksten måske et par steder i for høj grad præget af naivitet og/eller virkelighedsfrygt, selv om der også er gode takter i relation til værdier og globalt udsyn.

Savn og mangler

I stk. 1 og 6, der bl.a. handler om undervisningens påvirkning af elevernes udvikling og om ligeværd, hedder det henholdsvist: "Undervisningen i folkeskolens fagrække giver en ordnet helhedsforståelse, der udvikler elevernes teoretiske, kropslige, praktiske og æstetiske erkendelse" og "I folkeskolen er elevernes muligheder ikke forudbestemt eller begrænset af køn, etnicitet, social baggrund eller kultur."

Her savner man i den første formulering om, at skolen også tager sig af elevernes etiske og åndelige udvikling, der blev skrevet ind i loven '93, og som fortsat gælder, da de senere småjusteringer af skolens formål, som bekendt ikke har gjort op med logikken i formålet fra '93. På samme måde kan man undre sig over, at der heller ikke står noget om elevernes sociale og følelsesmæssige udvikling.

I den anden formulering, som ser ud til at være inspireret af FN’s menneskerettighedserklæring, savner man, som det ellers fremgår hos FN, ordet ’religiøs’ i oplistningen af baggrunde. Er det mon et udtryk for, at Lærerforeningen ikke mener, at skolen skal være neutral if. til elevernes religiøse baggrund? Næppe, og derfor ville det have været godt at få med, da der jo er dokumentation for, at flere religiøse mindretal i skolen løbende føler sig oversete eller direkte krænkede af skolens uudtalte og indre logikker.

Under idealerne 3 og 10, som bl.a. handler om demokrati savner man en udfoldelse af elevernes rolle i planlægningen af undervisningen og en henvisning til skolelovens § 18, stk. 4. I idealerne om den gode skole, er det som om, elevernes medbestemmelse er tænkt ud. Det samme gælder for forældrene i ideal nr. 9, hvor kun lærere, ledere, politikere og skoleforskere nævnes som dem, der udvikler skolen. Dette må man selvfølgelig gerne mene i Lærerforeningen, men det er ikke i den eksisterende skolelovs ånd. Andre steder går idealerne ellers pænt i takt med loven, når der fx i ideal nr. 8 står, at skolen åbner sig mod samfundet. Her skulle man måske snarere have været lidt mere kritisk if. til elementet om åben skole, da skolen jo som institution er defineret ved suspension af den omkringliggende virkelighed, som jo uundgåeligt ´støjer’, for i stedet at give eleverne fred og ro til at blive indført i kundskaber om og kulturteknikker til at forstå og håndtere virkeligheden, når de kommer ud i den.

Endelig tager idealet måske munden vel fuld, når det i ideal nr. 2 hedder, at skolen bryder den negative sociale arv og inkluderer alle, samt når det i nr. 6 står, at eleverne bedømmes retfærdigt.

I relation til det første er der jo i hvert fald forskningsmæssigt belæg for, at det indtil nu ikke har været tilfældet, men formuleringerne er selvfølgelig også kun idealer, og de har det jo med at være uopfyldelige eller korrumperer, hvis de realiseres. Og sådan kunne det let gå hen og blive med retfærdighed, da det vel i sin essens er relativt med mindre man lukker Gud ind i skolen, og det har ingen vel heller planer om?