Kontrol versus Kontingens - Sociologiens tilnærmelser til det religiøse?

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Der er oppe i tiden med oversættelser af den tyske sociolog og professor Hartmut Rosa. Således byder 2020 på hele to titler (”Det ukontrollerbare” og ”Resonans”) og fra tidligere foreligger yderlige to. Når Rosa tages op i denne sammenhæng er det, fordi hans tanker vedrørende begrebet resonans tangerer fænomenet om den religiøse dimension, som netop er kernebegrebet i skolens religionsundervisning. Her handler det som bekendt om en løbende undersøgelse af, hvorvidt religiøsitet er et aspekt ved det menneskelige væsen, samt af hvad det i givet fald kan bruges til, og hvad religionerne har at sige herom.

Hartmut Rose har gennem årene etableret sig som frontfigur i det, der er blevet kaldt den fjerde generation af Frankfurterskolen. At forbinde den med religiøsitet burde – om end også Habermas flirtede med det i sin samtalebog med tidlige pave Benedikt XVI – være en selvmodsigelse, og det skal retfærdigvis også siges, at Rosa ikke selv bruger sådanne vendinger.

Når han efter eget udsagn har lanceret begrebet resonans, skyldes det, at han som sociolog ikke har fundet det ansvarligt kun at levere negative diagnoser af samtiden, hvilket han i god overensstemmelse med sin tradition har gjort i rigelig grad i form af tolkninger om menneskets fremmedgørelse pga. stadigt accelererende krav om vækst og perfektion i et og alt. Dette i en grad så optimeringskurverne har tiltaget sig nærmest eksponentiel form, som han udtrykker det.

Det er analysen af denne vækstideolog, der har bragt ham frem til pointen om, at kontrol er en af de mest karakteristiske egenskaber ved moderniteten. Vi har siden renæssancen i stigende grad forestillet os, at vi vil kunne kontrollere verden og verdens gang, og vi gør det ved at måle og veje alt og omsætte resultaterne til tal i kolonner, så alt bliver synligt og forudsigeligt. En udvikling som har taget dromologisk karakter i den digitale tidsalder, hvor såkaldte ’big-data’ kan håndteres på måder, som ville være menneskeligt uoverkommeligt uden teknologien.

Problemet med dette er ifølge Rosa, at der er tale om en blindgyde, fordi livet i bund og grund opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. Livet er snarere betinget af kontingens, fordi det, hvis det kunne kontrolleres, styres og planlægges, ville være dødt. Uforudsigeligheden, overraskelsen og den ubarmhjertige tilfældighed er forudsætninger for liv, hvis tilværelsen skal give mening og opleves som andet end tom og stum og dum.

Resonansbegrebet er således lanceret som et modbegreb til fremmedgørelsen og med den hensigt at give livsmod i relation til fremtiden – også i en klimakrise-tid og i en tid, hvor globale teck-giganter ved mere om hver enkelt af os end nogen statsinstitution nogen siden ville kunne få lov til. Og i håb om i en eller anden grad at kunne genfortrylle den verden, som en af Rosas forgængere, Max Weber med sine analyser af rationalitetens dominans for omkring hundrede år siden var med til at affortrylle.

Når Rosa selv skal sætte ord på, hvad resonansbegrebet dækker over, nævner han først det forhold, at menneskets grundforhold til verden er åndedrættet. Vi vekselvirker med omverdenen, når vi ånder, og trækker en del af verden ind i kroppen, når vi trækker vejret, hvilket uvilkårligt giver en oplevelse af og erfaring med at være i live og afhængig af omgivelserne, fordi åndenød er en kvælende og klaustrofobisk fornemmelse.

I en dansk kontekst giver sådanne overvejelser mindelser om K.E. Løgstrup, som allerede for 50 år siden formulerede pointen om, at mennesket med sit åndedræt og sine sanser er indfældet i naturen og universet, som det er ubetinget afhængigt af, og som – kunne man passende tilføje - snarere afføder en fornemmelse af afmagt end af kontrol.

Løgstrup er siden og i flere sammenhænge blevet kritiseret for i sine fænomenologiske analyser at være mere teologisk end filosofisk orienteret, og hans indrømmede da også selv på et tidspunkt, at resultaterne af hans arbejde lå en religiøs tydning nær. Og det bliver man i en rationalistiske forankret tid ikke rost for.

Rosa gør da også i forlængelse heraf klogeligt en dyd ud af ud af at understrege, at hans pointer med resonansbegrebet ikke skal forstås som metafysiske indsigter men alene inden for rammerne af, hvad man kan erfare i sin hverdag. Det giver så i stedet mindelser til den jødiske-amerikanske filosofi Hannah Arendt, der i sin bog om Åndens liv skriver, at der ingen metafysiske forestillinger findes, som ikke har deres ophav i sanselige hverdagserfaringer. Så måske der med Rosas begreb er sket en tilnærmelse af sociologiens analyser af menneskelivet til tilværelsens religiøse dimension? Læs selv og vurdér!